Ståpladser
265,- DKK + gebyr i forsalg
280,- DKK i døren
Køb billetter her (via Billetlugen)
Nikolaj Nørlund har været på skattejagt i sit bagkatalog og er dukket op med dette brag af en match-aften mellem den dansksprogede debut Navnløs med digte af Michael Strunge (1996) og rock-klassikeren Tændstik fra 2003. Nørlund har indrulleret den oprindelige guitarist fra Tændstik, Rune Kjeldsen (CV Jørgensen, Kira and the Kindred Spirits, Carl Emil, Savage Rose mm) og trompetisten Kasper Tranberg, som medvirkede på indspilningerne af Navnløs i sin tid, og som både før og efter har slået sit navn fast som en af landets fremmeste trompetister. Keyboardvirtuos Adi Zukanovic har spillet fast med Nørlund gennem længere tid, og på trommer og bas er det henholdsvis Rasmus Valdorff og Jens Hein.
Nørlund selv udtaler om aftenen:
“Album-koncerter er en helt særlig disciplin indenfor livegenren. Normalt blander jeg mine sange fra hele karrieren, som jeg har lyst, men nu bliver der jo indgået en kontrakt med publikum om, at det er præcis de her sange vi spiller, så rummet er bestemt på forhånd. Samtidigt bliver det en lille tidsrejse, både for mig og publikum, med alt hvad det trækker med. Og endelig har sangene har jo også et indbyrdes forhold, der er en grund til, at de er på det samme album, og det bliver naturligvis forstærket, når vi spiller dem på den her facon.
Jeg har aldrig rigtig spillet Tændstik med Rune Kjeldsen, og det er rystende lang tid siden, jeg har spillet Navnløs med Kasper Tranberg, så det bliver en helt en speciel aften. Jeg glæder mig helt vildt, ovenikøbet til hjemmebanedebut i Amager Bio. Det kunne ikke være bedre.
Tændstik og Navnløs er to meget forskellige albums, og det tror kommer til at give denne aften er en helt særlig balance.”