Tidligere koncerter

Event Information:

  • lør
    17
    okt
    2015

    Mikkel Nordsø Band

    21:00Amager Bio

    mikkeln

    Ståpladser
    175,- DKK + gebyr i forsalg
    200,- DKK i døren
    Køb billetter her (via BilletNET)... Eller på Café 5øren

    17. oktober fejrer Mikkel Nordsø 30 års jubilæum i Amager Bio med Mikkel Nordsø Band og en række prominente, musikalske gæster.

    Mikkel Nordsø har ry som en meget alsidig og vanvittig dygtig guitarist. Alt fra solide rockudladninger, over salsa til roots og jazz – Nordsø har hævet sig over genrebegrænsningerne og står nu som en af Danmarks bedste og mest skattede musikere, på toppen af sin karierre

    Mikkel Nordsø er for nyligt blevet hædret med Carl Prisen 2015 som komponist inden for roots-musikken, hvor han især er blevet inspireret af indisk musik. I 2012 fik fik han Ken Gudmand Prisen som må anses for at være ”en af rytmisk musiks vigtigste priser herhjemme, som har til formål at skabe opmærksomhed om de musikere, der skaber musikken og lever med og for den”.

    Når Mikkel Nordsø gæster Amager Bio bliver det med Mikkel Nordsø Band, som er inkarnationen af et fusionsorkester! Fængende temaer, fyrige soli, forrygende samspil og ikke mindst en voldsom livsenergi med en livgivende blanding af rock og latin.

    Mikkel Nordsø Band er en legestue, men aldrig laissez-faire. Dertil har musikerne for meget respekt for hinanden og for musikken. Den rytmiske akse har gennem alle årene været trommeslageren Ole Theill, der ikke slår, men spiller på trommer, og den underspillende, diskret meddigtende bassist Peter Danstrup. Ben Besiakov er her og der og alle de rigtige steder med fede soli og pulserende keyboard - og orgel lyde.

    Mikkel Nordsø Band er et orkester, der langt hen af vejen er historien om Mikkel Nordsøs liv. Historien om et orkester, en gruppe venner som enten er i familie, føles som familie eller bare har en loyalitet, der er unik. Mikkel Nordsø vakte allerede som 15-16 årig opsigt, og siden var han musikalsk vidunderbarn med latin-pionererne Buki-Yamaz, et af 70’ernes stilskabende danske bands. Sidenhen, som instrumental toneangiver i Sneakers, redefinerede han simpelthen dansk rockguitar, så den aldrig blev det samme.

    Pop-spot lyset kom gradvist for tæt på og overbelyste musikken, så Mikkel Nordsø vendte tilbage til udgangspunktet: En musik, der er lige så uafhængig af konjunktursvingninger, som den er afhængig af indbyrdes kommunikation. Kald det jazz, fusion, verdensmusik, kald det Mikkel Nordsø Band. Det startede som et jam-orkester, der efter en periode fandt en fast besætning, og som siden har været en enhed. Bandet er stadig tro mod den klanglige eventyrlyst og de oprindelige uudtømmelige inspirationskilder. Inspiration, som udspringer fra så forskellige og alligevel indbyrdes relaterede musikere som Miles Davis, Carlos Santana, Stevie Wonder og John McLaughlin’s Mahavishnu Orchestra.

    Når Mikkel Nordsø kommer forbi bliver det med en ny CD i bagagen. Den er sat til at udkomme til september. Hvem gæsterne til jubilæumsshowet er, er indtil videre hemmeligt.