Tidligere koncerter

Event Information:

  • lør
    25
    okt
    2014

    Malk De Koijn

    20:00Amager Bio

    malkdekoijn

    Ståpladser
    275,- DKK + gebyr i forsalg
    300,- DKK i døren
    Køb billetter her (via Billetlugen)... Eller på Café 5øren

    Det er muligvis en anelse forudsigeligt at skulle råbe mesterværk efter Malk De Koijns tredje album, når nu de bare gentager deres eget kunststykke fra 'Sneglzilla'. Men der er ingen som dem, musikalsk er de højelektriske, de forskyder deres univers en kritisk anelse og leverer altså et album, der kan strække sig langt ud over status som årets bedste album. (Politiken, 6 hjerter)

    Man skraldgriner albummet igennem, vipper nakken til de kontante og nærmest klassiske beats og forundres over, at Malk De Koijn har gjort det igen. (Soundvenue, 5 stjerner)

    Sprogbilleder og referencer vælter frem i et tempo, der ikke er til at holde styr på. Geolo G er længst ude, men også skarpest og sjovest på danske Danmark, Blæs mest bombastisk og Tue Track mest direkte i deres respektive vers. Sådan må det være, når man runder de 35 og skal finde argumenter for at genåbne et så krævende og unikt kapitel i nyere dansk musikhistorie. (Berlingske Tidende, 5 stjerner)

    Meget er sket i dansk hiphop siden sidst, og det samme gælder i øvrigt de tre Malk-medlemmer, men de har det stadig i sig. De skæve tekster, der giver nye dimensioner, uanset hvor mange gange man hører dem, underspillede ordspil og referencer, der strækker sig hele vejen til Langestrand og tilbage igen. (Gaffa, 5 stjerner)

    Det er ni år siden, Tue Track, Blæs Bukki og Geolo G leverede mesterværket »Sneglzilla«. Nu har de begået endnu et. Det er Malk, som vi kender dem: Rablende, rutsjende, temposættende, eksperimenterende, ordjonglerende - geniale. (Århus Stiftstidende, 6 stjerner)

    Som ovenstående citater tydeligt viser, er det svært at opdrive meget bedre anmeldelser, end dem der i september 2011 blev Malk De Koijn til del for ’Toback To The Fromtime’, trioens første albumudspil i ni år. At Malk De Koijn var savnet af mange så man allerede i sommeren 2009, da Tue Track, Blæs Bukki og Geolo G pludselig stod sammen igen, foran op imod 20.000 begejstrede tilskuere i Arena, Roskilde Festivals næststørste scene.

    Såvel publikum som anmelderne tog imod med begejstring – godt summet op i Politikens efterfølgende anmeldelse: ’Malk De Koijn er dansk hiphops mest fantasifulde og musikalsk begavede kapitel og lørdag nat, klokken fire om morgenen har de med fabelagtige beats, underlige kostumer og en ordstrøm af en anden verden cementeret deres position. Ingen er i nærheden af deres niveau. Og selv om Blæs Bukki, Tue Track og Geolo G har været tavse som trekløver, blev deres nye og gamle sange afleveret med en vitalitet og skarphed, der overgik de største forventninger, der har været til en Roskildekoncert i mange år.’

    Malk De Koijn blev dannet i 1993 af Anders Brixen, Janus Borup Staffe og Lasse Bavngaard aka. Tue Track, Geolo G og Blaes Bukki. Gruppens arnested var det selvdefinerede Langestrands-univers, der indeholdt langt mere smil på læben og kreativ underfundighed, end de gangsterattituder hip-hop musikken ellers var fuld af i starthalvfemserne.

    Malk De koijn forenede allerede på debutpladen ’Smash Hit In Aberdeen’ fra 1998 det gode beat med en hidtil uhørt evne til at lave humørfyldte tekster med både bagtanke og balstyriske rim. Opfølgeren Sneglzilla fra 2002 slog Malk De Koijns navn fast også udenfor hip-hop verdenen. Igen var det kombinationen af de solide grundspor fra Tue Tracks DJ-hænder og gruppens tekstlige eskapader, der tog stikket hjem og albummet blev først kåret til årets bedste af bl.a. Politiken, GAFFA og Ekstra Bladet – og i 2011 sågar som det forgangne årtis bedste danske album overhovedet, af Politikens læsere.