Tidligere koncerter

Event Information:

  • tors
    19
    feb
    2015

    Vinterjazz: Grarup/Vinding/Dahl/Campagnol

    20:00Amager Bio

    vinterjazz

    Unummererede siddepladser
    175,- DKK + gebyr i forsalg
    200,- DKK i døren
    Køb billetter her (via BilletNET)... Eller på Café 5øren

    Margrete Grarup og Mads Vinding har gennem de sidste par år haft et spændende samarbejde med at udforske og eksperimentere med den lyd og det rum der åbnes, når kontrabas og vokal står alene sammen.

    De har den store glæde af og til at udvide duoen med pianisten Carsten Dahl og koncerten bliver en intimkoncert med jazz som omdrejningspunkt og uundgåelige strejf af blues, spirituals og hvad der nu måtte opstå i øjeblikket af stemninger og udtryk.

    En koncert der på én gang er både kraftfuld og skrøbelig, spontan og uforudsigelig. Denne aften er trioen udvidet med trommeslageren Niclas Campagnol og det bliver en premiere på denne konstellation.

    Carsten Dahl og Mads Vinding har både hver for sig og sammen udgivet et hav af fantastisk musik og behøver vel næppe nærmere præsentation, og mens de for længst har lagt verden for deres fødder ligger den endnu åben for Margrete.

    Hun har gennem de sidste 25 år sunget blues, gospel og jazz i et hav af sammenhænge. "Hun er blandt kendere beundret for et både kraftfuldt og nuanceret udtryk – der altid holder sig inden for musikkens 'rammer' – og dermed 'rammer' den ind – for musikkens skyld og formidlingen alene. Hun har ved Gud kanonerne, men bruger dem aldrig på gråspurve – hvis man skal udtrykke det lidt billedligt", lyder en anmeldelse fra Frederikshavn Bluesfestival.

    "Hvor pokker har hun gemt sig henne", er den umiddelbare reaktion, første gang man hører den overraskende kraftfulde og klangfulde stemme der gemmer sig i Margrete Grarup. Men hun har ikke gemt sig nogen steder og har det fint i det nordjyske, hvor hun foruden at undervise i rytmisk sang på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg spiller masser af koncerter med bl.a. Uffe Steen og Organic3.

    Men rygtet om denne utrolige sangerinde har efterhånden bredt sig til det øvrige Danmark og udlandet. Hun har sammen med Mads Vinding fornylig spillet på en festival i Skt Peterborg for 20.000 begejstrede russere og de er inviteret tilbage til næste år. Glæd jer til et unikt møde mellem disse tre stjerner!