Frivillig i Amager Bio

Som medlem af musikforeningen 5-øren, kan du blive en del af et stærkt fællesskab, der har bemandet størstedelen af de mange koncerter, der har været afholdt i Amager Bio siden åbningen i 1997.

Ud over fællesskabet, musikalske oplevelser i særklasse og et utal af røverhistorier, giver arbejdet i Amager Bio også medbestemmelse i foreningen. Har du haft minimum ti vagter indenfor det seneste kalenderår, er du nemlig aktivt medlem af foreningen og dermed stemmeberettiget til generalforsamlingen. Derudover får du også en lille julegave og mulighed for at deltage i den legendariske sommerfest.

Der er også en række goder i form af forplejning og lign. knyttet til hver enkelt vagt. Dem får du naturligvis glæde af, uanset om du når op over de ti vagter eller ej.

Når du melder dig som frivillig via blivfrivillig@5oeren.dk, vil du i første omgang blive tilknyttet en fast gruppe med en gruppeleder der laver vagtplaner for de enkelte arrangementer. Du er selvfølgelig stadig mere end velkommen til at byde ind på vagter i de andre grupper, hvis der er problemer med at få dem dækket. Det vigtigst er, at vi opererer som en stor enhed, der hjælper hinanden på kryds og tværs af teams, når der er brug for det.

Vi har i skrivende stund især brug for ekstra hænder til “sceneholdet”, “hovedbaren”, “gulvholdet” og “garderoben”, mens der er fyldt godt op og venteliste til “mobilbarene”, “entrégruppen” og ”servicegruppen”.

 

Sceneholdet

Scenefolkene er, ganske kort fortalt, de første der møder og de sidste der går hjem. Som medlem af sceneholdet tager du imod produktionen og hjælper med at gøre klar til koncerten (load in) og/eller møder ind mod slutningen af koncerten og hjælper med at læsse alt grejet ud i den ventende lastbil, når showet er ovre (load out). Du er mere end velkommen til at være med til begge dele, men det er ikke et krav.

Hovedbaren

Som bartender i hovedbaren bemander du de to stationære barer i foyeren og Jack Daniels Loungen på første sal. Her serveres både øl, vin og drinks.

Garderoben

Som garderobemedarbejder har du travlt inden og efter koncerten, når jakkerne skal ind og ud. Der er tryk på og det går stærkt når 1200 jakker skal over disken på kort tid. Under koncerten kan opgaverne som regel klares af to mand og I kan derfor skiftes til at gå ind og se lidt musik.

Gulvholdet

Gulvholdets primære opgave er at rydde op og efter koncerten og holde huset rent og imødekommende under showet. Det indebærer bl.a. at I sørger for, at der er altid er tændte stearinlys i foyeren, toiletpapir på toiletterne og glas og fadøl i barerne.

Mobilbar

Som mobilbartender bemander du de, mellem to og fem, mobile barer i huset. Der serveres, som hovedregel, kun øl. Hvor mange af barerne der er åbne, vurderes fra koncert til koncert og afhænger både af antallet af solgte billetter og koncertens forventede publikum – metalhoveder har det med at være tørstigere end teenagere.

Entrégruppen

Som medlem af éntregruppen holder du styr på gæstelisterne og står for evt. dørsalg, hvis der ikke er udsolgt.

Servicegruppen

Som medlem af servicegruppen står du for forplejningen af foreningens medlemmer og rydder op efter bandcare.

Skriv til blivfrivillig@5oeren.dk, og hør nærmere. Vi ses i bioen!