Tidligere koncerter

Event Information:

  • tors
    20
    sep
    2018

    Dubioza Kolektiv (BOS)

    20:00Den Grå Hal

    Ståpladser
    200,- DKK + gebyr i forsalg
    225,- DKK i døren
    Køb billetter her (via Ticketmaster)... Eller på Café 5øren

    Tilbage i 2003 spirede Dubioza Kolektiv i et Bosnien-Hercegovina, der kun langsomt var på vej tilbage fra krigen i halvfemserne. Og det var med en på alle måder uhørt livskraft, at gruppen med et globalt udsyn blandede ska, punk, reggae, electronic, hip-hop samt rock og krydrede det med lokale balkanklange.

    Blandingen af musikgenrer er ikke tilfældig. Det er et stærkt og positivt budskab om bandets politiske engagement. Med musikken arbejder de for fred og tolerance og kritiserer både med ord og toner nationalisme og kulturelle stereotyper.

    Dubioza Kolektiv er nemlig ikke bare engagerede, men vil også være engagerende. Efter en entusiastisk modtagelse af deres selvbetitlede debut i 2004, har de med en dreven tighthed i rytmen og en legesyge i numrene, brugt musikken til ikke blot at få fødderne i bevægelse. Blandt andet spillede de en meget omtalt koncert i 2006 foran det bosniske parlament som et kraftfuldt statement mod korruption, og i 2010 gennemførte de en omfattende turné i landet for at få de unge bosniere til at stemme.
    Det globale gennembrud
    Det var på dette tidspunkt, at Faith No More’s Bill Gould fik øje på dem, og udgav på sit eget label - Koolarrow Records - deres følgende albummer. Det blev begyndelsen på deres internationale gennembrud der blandt andet har betydet at deres 2013-udgivelse ’Apsurdistan’ har fået flere end 300.000 downloads og videoen til ’Kažu’ er blevet set mere end 15 mio. gange på YouTube.

    Dubioza Kolektiv er nået ud til alle afkroge af Europa. De har tidligere spillet på Loppen og er nu igen klar til til at ramme Christiania – denne gang i Den Grå Hal, hvor alle, der i bandets ånd synes, at alle er velkomne, selv er det.