Birdy Nam Nam (FRA)

birdynamnam

Franske Birdy Nam Nam består af Crazy B, DJ Pone, Little Mike og DJ Need. De prisvindende fire herrer er anerkendte ekvilibrister udi DJ-genren og har udtalt, at målet er at gøre selve pladespilleren til et selvstændigt instrument, hvilket de har praktiseret via et hav af koncerter.

Kvartetten – der er opkaldt efter et citat fra Peter Sellers-filmen ”Kom og vask min elefant” – er på trapperne med studiealbum nummer tre, som har fået titlen ”Defiant Order”, og lægger i dén anledning vejen forbi Amager Bio.

Birdy Nam Nams musik sammenlignes med de storhittende landsmænd i Daft Punks tunge electrobeats og med Justices pumpende techno, mens der også kan drages paralleller til hiphop-kollektivet Chinese Man, ligeledes fra Frankrig.

Birdy Nam Nam lægger tryk på, at der – i modsætning til tidligere – denne gang er tale om en reel koncert, snarere end et DJ-sæt.