Daði Freyr (IS)

Ståpladser
180,- DKK + gebyr i forsalg
195,- DKK i døren
Køb billetter her (via Ticketmaster)

Koncerten er arrangeret af All Things Live

Islands nye popsensation Daði Freyr er på kort tid kommet på hele verdens læber i forbindelse med sin deltagelse i Eurovision og virale musikvideoer. Hans oprindelige koncert på Stengade til efteråret blev hurtigt udsolgt, og han giver derfor danske fans en ekstra chance for at opleve ham live herhjemme, når han giver koncert i Amager Bio 19. april 2022.

Daði Freyr var spået som storfavorit til at vinde Eurovision Song Contest med sangen ”Think About Things”, men 2020 fik som bekendt sat en stopper for årets konkurrence, som vi kender den. I stedet gik Freyrs ørehænger viralt i hele verden, blandt andet efter stjerneskuespilleren Russell Crowe delte musikvideoen til nummeret, der i skrivende stund har 27 millioner visninger på YouTube.

Den festlige musikvideo, der foregår hjemme i en islandsk families dagligstue, afspejler da også de vigtigste ting i verden for Daði: Musik og familie. Nummeret skrev han efter at være blevet far, og hans kone Árný Fjóla Ásmundsdóttir er at finde på keys, hans to søstre synger kor og mikrofonen, der blev brugt til indspilningen, har han lånt af sin far, der er en anerkendt lydtekniker.

De store popambitioner bliver til i hans lille hjemmestudie i Berlin, hvor han på bedste DIY-vis kredser om sit sangskrivnings- og produktionshåndværk. Det er der kommet en perlerække af catchy numre ud af, blandt andet på albummet & Co fra 2019, der er fyldt med finurlige popsange karakteriseret af alverdens synth-effekter og elektroniske beats.

En aflyst Eurovision til trods, er Daði derfor ikke til at stoppe. I 2022 er han klar til at drage på turné med albummet og sit liveband ‘Gagnamagnið’. Hans koncerter i London, Dublin og på Stengade i København blev hurtigt udsolgt, og endnu flere danske fans kan nu se frem til chancen for at opleve det islandske festfyrværkeri, når han fyrer op under Amager Bio til april.