Doug Stanhope (US)

dougstanhope

Unummererede siddepladser
330,- DKK + gebyr i forsalg
360,- DKK i døren
Køb billetter her (via Billetlugen)… Eller på Café 5øren

Den berygtede amerikanske komiker vender tilbage til København, når han optræder med sit stand-up show i Amager Bio til oktober. Stanhope har været i branchen i mere end tyve år, og hans materiale spænder vidt fra hård samfundskritik til grafiske perversioner. Han er kendt for både at drikke og ryge under sine shows, og han er ikke bleg for at skyde med skarpt mod alt og alle.

Stanhope har medvirket i en bred vifte af shows, bl.a. ”The Howard Stern Show”, NBC’s ”Late Friday”, ”The Jerry Springer Show” og Comedy Central’s ”The Man Show”, hvor han var vært. Derudover har han også brilleret i rollen som selvmordstruet komiker i Louis CK´s selvbetitlede tv-serie ”Louie”.

Intet kan dog sammenlignes med at opleve den bramfrie komiker live, der hele to gange har vundet Time Out New York’s “Best Comedy Performance of the Year”. Stanhope er i besiddelse af et skarpt intellekt, hvilket giver hans optræden substans, men samtidig er en total modsætning af hans hårde ydre. Han er vulgær, grov, kynisk og komplet ærlig; den perfekte cocktail for en fuldstændigt uhæmmet og vanvittigt underholdende live-optræden.

Doug Stanhope nævnes både blandt stand-up entusiaster og comedy sværvægtere, som fx Sarah Silverman, Louis CK og Ricky Gervais, som en af genrens mest talentfulde nulevende komikere. Eller som Gervais i et tweet fremhævede: “Doug Stanhope might be the most important standup working today.”

Der er dermed mulighed for at opleve sort, grov og samfundskritisk humor på absolut højeste niveau, når Doug Stanhope lægger vejen forbi Amager Bio 20. oktober.