Ståpladser
270,- DKK + gebyr i forsalg
285,- DKK i døren
Køb billetter her via Billetlugen
Jacob Banks udgiver i 2022 den længe ventede opfølger til albumdebuten ‘Village’. Briten med signaturstemmen markerer udgivelsen af albummet ‘Lies About The War’ med en koncert i Amager Bio til november.
Engelsk-nigerianske Jacob Banks slår rekorder og bryder normer og genrer. I 2013 blev han som 21-årig den første artist til at medvirke i BBC Radio 1s Live Lounge uden at have en kontrakt i hånden, og der var ingen tvivl om, hvad det verdensberømte program så i det unge talent. Jacob Banks besidder en sjælfuld tordenrøst, og med den er han stemplet ind som et spændende nyt navn inden for moderne soul. Denne rolle har han med sit bagkatalog – der tæller en række anmelderroste ep’er, debutalbummet ‘Village’ fra 2018 samt det kommende album ‘Lies About The War’ – så godt som cementeret.
Efter at have medvirket på blandt andet Chase & Status-hittet ‘Alive’ solodebuterede Jacob Banks i 2018 med den modstandsdygtige og rebelske EP ‘The Boy Who Cried Freedom’. Her introducerede Jacob Banks sig selv med utilslørede tekster om modstand og frihedskamp over et moderne mix af R&B, funk og elektronisk programmering, som fik anmeldere fra Billboard og andre medier til at kalde ham “soulmusikkens redningsmand”.
Rettigheder, minoriteter, samfundsudvikling og indre kampe udgør Jacob Banks’ tematiske grundstamme, og hans dybe baryton er dermed blevet en samfundsrøst, der er værd at lytte til. Det blev understreget med al tydelighed, da Jacob Banks senest gæstede København i 2018, hvor han gav koncert i Store VEGA.