Niels Skousen m. Band

nielsskousen

Ståpladser
150,- DKK + gebyr i forsalg
175,- DKK i døren
Køb billetter her (via BilletNET)… Eller på Café 5øren

Musikalsk kendes Niels Skousen stadig bedst for 1971-albummet ”Herfra hvor vi står”, som han indspillede sammen Peter Ingemann. Dengang var han en del af ungdomsoprøret og én af de, der sammen med Klaus Rifbjerg røg hash på Kulturministeriets trappe i 1970.

Under banneret Skousen & Ingemann udgav de to fire albums i 70’erne med kapaciteter som Stig Møller (Steppeulvene), ”TømrerClaus” og Bjørn Uglebjerg i bandet. Sideløbende plejede Skousen sin skuespillerkarriere, der i 90’erne gjorde ham kendt som Aksel Andersen i tv-serien ”Landsbyen”.

Selvom Skousen allerede havde udsendt et par soloplader i Skousen & Ingemann-årene, var det først, da han gjorde comeback i 2002 med pladen ”Dobbeltsyn”, at hans karriere som solist for alvor blev anerkendt. Den dengang 59-årige sangskriver blev samme år nomineret til hele 8 forskellige musikpriser for sit aktuelle album.

Siden dengang er det blevet til to ligeså roste plader – ”Daddy Longleg” (2006) og ”Lyt til din coach” (2010) – og rygtet vil vide, at Skousen nu arbejder på sange til endnu en plade.

Han har fået stor ros for sine koncerter over hele landet med sit band der er garant for et tidløst udtryk, hvilket man kunne opleve på koncertfilmen ”40 år i dansk rock”, som udkom i 2012.

Når han i februar 2014 gæster Amager Bio, har Skousen netop rundet atter et skarpt hjørne, 70, og hér optræder han med fuldt band, der – foruden ham selv på vokal og mundharpe –tæller Jonas Struck (guitar, kor), Silas Tinglef (trommer), Jens Hein (bas) og Rune Kjeldsen (guitar, kor).