Ståpladser
150,- DKK + gebyr i forsalg
175,- DKK i døren
Køb billetter her (via BilletNET)… Eller på Café 5øren
De allerstørste hits som vi kender fra guitaristen og sangskriveren Poul Halbergs hånd rammer nu atter livescenerne med et helt nyt band – Poul Halberg & Friends – som fra efteråret 2013 turnerer med “De Magiske Sange”.
Repertoiret vil indeholde materiale fra de sidste 35 år – bl.a. sange fra Halberg Larsen og Ray Dee Ohh, film- og TV-produktioner samt sange skrevet til andre artister og egne solo albums.
I Poul Halbergs univers har den gode melodi altid været en vigtig rød tråd og netop nu – i 30-året for udsendelsen af hans ultimative 80-er-klassiker “Magi i luften” – drager han ud med en perlerække af sine bedste sange – tænk bare på “Elskes af dig”, “Spiller et spil”, “Jeg vil la’ lyset brænde”, “Efterår”, “Mandagsstævnemøde”, “Brændende læber” og “Transit”…man kunne blive ved…
Og der er også dugfrisk materiale – f.eks. balladen “Se en stjerne”, skrevet i samarbejde med instruktørparret Wikke Rasmussen og fortolket smukt af Caroline Henderson i DR’s julekalender 2012.
Halbergs personlige mix af inspiration fra den amerikanske pop-rock-tradition og vores egen nordiske tone har gennem årene formet en helt unik stil, som har resulteret i en række legendariske evergreens – skrevet i samarbejde med nogle af vores bedste tekstforfattere, herunder Steffen Brandt, Elisabeth G. Nielsen og selvfølgelig Mona Larsen, som skrev langt den overvejende del af teksterne til Halberg Larsen.
Og det kompositoriske samarbejde med hitmageren og produceren Michael Bruun var i høj grad brændstof til det lokomotiv, der forvandlede RayDeeOhh til en af de største pop-succes’er herhjemme til dato. Og det er virkelig nogle mangeårige ”Friends” som er med på landevejen:
Jette Schandorf (bas) og Jan Sivertsen (trommer) er den kreative og dynamiske duo, der igennem 35 år har været en meget vigtig faktor i selve udviklingen af Halbergs sange – Jettes dybe, musikalske og groovy bas i samspil med Jans sprudlende, stilskabende trommer.
Igennem årene har de sammen med Halberg udviklet og finpudset stilen, indspillet utallige albums med danske og internationale kunstnere og turneret landet tyndt – både som en del af Lis Sørensens roste liveorkester – men også som Poul Halberg Powertrio, hvor de bedste inspirationskilder fra ungdomsårene er blevet hyldet i 10 år – Cream, Hendrix osv.
Jørgen Kaufmann (keyboards) er efter 25 år tilbage som Pouls harmoniske og solistiske sparringspartner – var igennem hele Halberg Larsen’s levetid en stor bidragyder til den unikke sound med sit musikalske og eksklusive lydarbejde og huskes ikke mindst for sine meget smukke solistiske indsatser. Jørgen er endvidere kendt fra Blast, Bo Stief 5 og som kapelmester på teater og TV.
Heidi Degn (vokal) vil med sin smukke og personlige stemme fortolke de mange gode sange i tæt samarbejde med Poul’s bluesprægede vokal og guitar. Heidi debuterede med BeePop i slutningen af 90’erne, hvor Halberg/Sivertsen producerede det første album ”Vejen er Åben” med single hittet ”Mangler dig nu”. Hun er tillige internationalt kendt med sangen ”Close to you” – produceret i samarbejde med DJ-Aligator. Senest har Heidi sunget Halbergs titelsang til Zentropafilmen Zoomerne i 2009.
Og står der Halberg på plakaten , er der selvfølgelig også masser af god guitar i vente på en aften, hvor han sammen med sine Friends vil give sine bedste sange nye vinger . Glæd Jer til et forrygende genhør!