Rockers by Choice – UDSOLGT!

Ståpladser
260,- DKK + gebyr i forsalg
285,- DKK i døren
Køb billetter her (via Ticketmaster)… Eller på Café 5øren

Et af dansk hiphops absolut største koryfæer drager på jubilæums-tour næste år! Med 30 års jubilæet for RBC’s banebrydende album Opråb til det danske folk fra 1989 er det igen blevet tid til at finde Kangol-huer, guldkæder, Adidas sko og træningstøj frem fra gemmerne, når dansk hiphops grundlæggere igen rocker de danske scener til næste år. Og dét med den originale besætning vel at mærke!

1984 – dansk hiphop bliver grundlagt, da Per ‘Dee Pee’ Pedersen kommer hjem til Tårnby fra New York. I bagagen har han hårdtpumpede electrobeats, scratch, rap, breakdance og grafitti nok til et seriøst kulturchok for danskerne.

Hurtigt er brormand Lars ‘Chief 1’ Pedersen med på beatet, og en gruppe samles under ungdomsklubben Sundby Algård på Amager. To år efter Pers pilgrimsrejse er Rockers By Choice født med de fem oprindelige medlemmer: Chief 1 (Lars Pedersen), Dee Pee (Per Pedersen), Master Phoze (Georgios Sagos), MC Pete (Peder Musing) og MC Swan (Øyvind Hagen Traberg).

1989. RBC ridder som de første på dansk hip hops første trykbølge, som for alvor dundrer igennem med albummet Opråb! Til Det Danske Folk. Den følges op af en massiv og langvarig turne med et fan-hysteri som aldrig er set før i DK. Gruppen indspiller tre album og et livealbum mere frem til 1996, hvor RBC bliver opløst.

2019 RBC har definitivt indskrevet sig i dansk musikhistorie med hits som ”Opråb!…”, ”Engel”, ”Nej Til Narkotika”, ”Peders Ting”, ”Ama’r Er # 1” og ”Min Gamle Skole”, som stadig får masser af airplay.
Chief 1 er i mellemtiden blevet en velanskrevet producer & artist, Dee Pee spiller stadig koncerter og udsender sin egen musik, og i 2018 medvirkede de i DR´s succes podcast Den nye stil, hvor de fortalte historien om dansk hiphop´s fødsel.

“Vi vil vise gamle og nye fans at vi stadig kan trykke den af og jeg glæder mig for vildt meget til at shine de gamle tracks op og lave en tour de force rap koncert med fuld smadder og gang i den” – Chief 1

Dansk hiphops første rap-orkester, Rockers By Choice, har støvet mikrofoner, pladespillere og mixerpulte af og er gået i skarp træning frem mod en hårdtslående jubilæumsoptur til næste år… Huhhh !

Startskuddet på touren lyder, hvor det hele startede – på gruppens amagerkanske hjemstavn i
Amager Bio lørdag 19. oktober.