Saga (CAN)

saga

Ståpladser
275,- DKK + gebyr i forsalg
300,- DKK i døren
Køb billetter her (via BilletNET)… Eller på Café 5øren

Det canadiske rockband Saga vender tilbage til Danmark til foråret, hvor de atter gæster Amager Bio på deres Sagacity Tour 2015.

Saga har de seneste 35 år etableret sig som et af Canadas mest succesfulde rockbands gennem tiderne med optrædener på scener og festivaler verden over.

Siden debuten i 1978 har Saga udgivet en lang række albums med hitklassikere som “Don’t Be Late”, “Wind Him Up” og “Humble Stance”. Saga har i løbet af karrieren solgt mere end imponerende otte millioner plader på verdensplan.

Kvintetten blev dannet i 1977 og består i dag af Michael Sadler, Jim Crichton, Ian Crichton, Jim Gilmour og Mike Thorne. Saga er lige nu aktuelle med albummet “Sagacity” fra juni 2014, der er blevet mødt med store roser fra anmeldere, ligesom bandets seneste koncerter i Danmark også har høstet masser af ros fra både anmeldere og fans.

I løbet af de seneste 35 år har Saga optrådt flere gange i Danmark, hvor de bl.a. i 1981 headlinede Roskilde Festivals historiske Orange Scene.

Senest kvintetten gæstede Danmark, var det i et propfyldt Amager Bio. Nu gentages succesen når spillestedet igen omdannes til de canadiske rockeres yndlingslegeplads 29. april.

Opvarmning leveres af det københavnske band, Stereoattack, der bringer lytteren gennem rockens historie, helt tilbage til 70’ernes heavy rock-univers. Med et høj-energetisk liveshow leverer kvartetten musik inspireret af nutidens amerikanske rockscene med klare referencer til 70’ernes rockscene.

Stereoattack er et erfarent liveorkester, som bedst af alt beskrives ud fra bandets karakteristiske lyd og de iørefaldende og til tider tunge vuggende riffs. Den stærke leadvokal leveres af den karismatiske frontmand Mads Skoubo.