Secret Oyster

secretoyster

Ståpladser
150,- DKK + gebyr i forsalg
175,- DKK i døren
Køb billetter her (via BilletNET)… Eller på Café 5øren

Secret Oyster var i 70’erne ét af Danmarks mest succesfulde orkestre og skabte sig desuden et navn på den internationale scene for det, der siden fik betegnelsen “elektrisk jazz” eller “fusion”.

Udover at spille et meget stort antal koncerter i Norden, Tyskland og Frankrig, turnerede de i længere perioder med Captain Beefheart i UK og med Herbie Hancock i England og Tyskland og spillede desuden koncerter med bl.a. Weather Report, Shakti og George Duke.

Gruppens kultagtige status siden opløsningen i 1977 – ikke mindst internationalt – førte til, at det amerikanske pladeselskab Laser’s Edge for et par år siden påbegyndte en amerikansk cd-genudgivelse af alle fire oprindelige Secret Oyster-albums, der således nu alle er tilgængelige.

På denne baggrund havde NEARfest festivalen, der afholdes i New York-området, i et par år ønsket sig Secret Oyster på programmet. Denne invitation sagde gruppen, der ellers ikke havde spillet sammen i 30 år, ja tak til!

Koncerten, der afvikledes 22/6 – 2007 i Bethlehem nær New York for en udsolgt sal, blev en overvældende succes, og efter en times musik kunne Secret Oyster forlade scenen til stående applaus for derefter i næsten en time at signere cd’er og gamle lp-covers!

Flere radio- og magasininterviews foretaget under USA-opholdet bekræfter gruppens internationale status. Hele koncerten foreligger i øvrigt ubeskåret på den første live-cd med denne betydelige fusionsgrupper fra 70’erne (”Live in the US 2007”, Calibrated).

Den stadigt stigende internationale interesse for Secret Oyster førte i august 2008 til en ny koncerttur til USA med bl.a. deltagelse som hovednavn på den ligeledes meget respekterede ProgDay-festival i North Carolina.

Siden NEARfest har Secret Oyster desuden spillet koncerter i Danmark. Og i 2013-14 er gruppen igen aktuel med koncerter her i landet, herunder i Amager Bio!