Third Eye Blind (US)

Ståpladser
380- DKK + gebyr i forsalg
405,- DKK i døren
Køb billetter her (via Ticketmaster)… Eller på Café 5øren

“Semi-Charmed Life”, “How’s It Going to Be”, “Losing a Whole Year”, “Jumper” og “Never Let You Go” er blot en håndfuld af de singler amerikanske Third Eye Blind har udsendt siden slutningen af 90’erne, der stadig er fast inventar på rockradiostationer verden over. 22 år efter deres verdensgennembrud er det millionsælgende band endelig klar til at give deres første danske koncert, der kan opleves i Amager Bio 30. oktober.

Historien om Third Eye Blinds succes starter i 1996 med en koncert på et lille spillested i New York, inden bandet havde fået en pladekontrakt, som skaffede dem et opvarmningsjob foran 9.000 Oasis-fans i San Francisco 14 dage senere. Jobbet gav så meget opmærksomhed, at pladeselskaberne bagefter stod i kø for at udgive bandets debutplade, der ramte butikkerne i april 1997.

”Third Eye Blind” solgte seks millioner eksemplarer i USA alene, og skaffede bandet tre top 10 singler, der stadig står som nogle af de skarpeste rocksange fra sen-90’ernes post-grunge periode. Albummet gjorde samtidig frontmand Stephan Jenkins til en vaskeægte rockstjerne, der både vandt priser for sangskrivning og dukkede op i film som ”Rock Star” og tv-shows som ”Punk’d” og ”Saturday Night Live”.

Successen fortsatte ufortrødent med bandets næste fire album, og bandet har i dag solgt mere end 12 millioner plader på verdensplan. Seneste udgivelse fra Third Eye Blind var ep’en ”Thanks for Everything” fra sidste år, hvor de på en stribe coverversioner hylder navne som Bon Iver, Queens of the Stone Age og Babyshambles.

Third Eye Blind har siden begyndelsen haft enorm succes i hjemlandet og har derfor haft svært ved at finde tid til at besøge disse breddegrader. Men til efteråret ruller de endelig en stor europæisk turné ud, der kommer til at inkludere deres første danske koncert.