Tømrerclaus Band

tømrerclaus

Ståpladser
150,- DKK + gebyr i forsalg
175,- DKK i døren
Køb billetter her (via Ticketmaster)… Eller på Café 5øren

En 70-årig mand fra Herlev med langt hippiehår oftest iklædt høj hat nægter at lade sig pensionere, gider ikke tale om ældrebyrden, knokler stadig mere end de fleste lønmodtagere og er nu efter 11 års pause endelig klar igen med en ny udgivelse i eget navn. Alle kalder ham for Tømrerclaus, der fra starten af 70´erne har gjort sig i et utal af konstellationer på den danske rockscene og drevet sit eget ´alt muligt´ selskab Karma Music siden 1976. Karma Music lever i fuldt vigør og fejrer blandt andet dets 40 års jubilæum med dobbeltalbummet ´Jaguar´ officielt ude den 15. august på vinyl og cd.

Tømrerclaus, der i nogle kredse nyder nær legendestatus, har dannet et umage par med den 19 år yngre musiker, forfatter, forlægger og iværksætter Thomas Vilhelm, der i 2015 skrev og udgav biografien ´Prisen For At Ryge Cigar – Tømrerclaus historie fortalt til Thomas Vilhelm´ på sit eget forlag. De to herrer har i knap et år arbejdet målrettet på at revitalisere Tømrerclaus karriere som udøvende kunstner: Bog, nyt album, nye promotion videoer bakket op af flere velfungerende Facebooksider centreret om Karma Music som produktionsselskab.

Ved hjælp af crowdfunding, egne penge, dygtige musikere og venners hjælp styrer Tømrerclaus og hans duomakker alle led i den kreative proces uden støtte fra offentlige instanser og kulturelle midler. De nyder at have fod under eget bord, og Tømrerclaus første soloplade siden 2005 afspejler hele denne ´vi gør det selv´ ånd i ord og toner forlenet med både kant, konfrontation og kærlighed til det musikalske håndværk i udtrykket.

Musikken på ´Jaguar´ har rødder i den tunge psykedeliske rock i stil med Cream og Jimi Hendrix tilsat et strejf energisk riffrock a la The Rolling Stones ajourført til en nutidig variant, hvor funky beats blander sig med det akustisk iørefaldende og langsomt drømmende, der sine steder minder lidt om ældre Pink Floyd. Albummet rummer både den radikale og vilde side af Tømrerclaus, men som modpol ligeledes noget af det mest åbne og tilgængelige. Det er mellem disse spændingsfelter, inspirationen opstår.

Sangenes indhold tager en del afstikkere til aktuelle samfundssatiriske emner. Politikere, medier, tidens tendenser og musikindustrien får på puklen formuleret i ordrigt fabulerende tekster, hvor inspirationen fra beatpoeterne og Dan Turéll ingenlunde fornægter sig. Albummets samlede visuelle look skaber med billedkunstneren Boline Erfurts maleri på forsiden en æstetisk helhed, der ligeledes kendetegnede mange af de klassiske rockomslag fra især 1960´erne og 70´erne.