Burnin Red Ivanhoe

burninredivanhoe

Ståpladser
125,- DKK + gebyr i forsalg
150,- DKK i døren
Køb billetter her (via Ticketmaster)… Eller på Café 5øren

I mere end 45 år har Burnin Red Ivanhoe været et fast bekendtskab i dansk musik. Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en unik lyd, en særlig holdning til det at spille musik for publikum. I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven.

I årenes løb har Burnin Red Ivanhoe stået på scenen mere end 1.000 gange. Udover i Skandinavien har de været i UK, Tyskland, Frankrig og Indien. De har spillet koncerter og været på koncertturneer med blandt andre Uriah Heep, Incredible String Band, Jimi Hendrix og Black Sabbath.

De har desuden medvirket i mange radio- og tv-programmer foruden i flere film. Ud over et større antal piratudgivelser og opsamlingsplader har de indspillet og udsendt 10 albums, hvoraf flere indgår i enhver rockentusiasts grundsamling. Debutalbummet ”M144” har således status som ét af nyere danske musiks betydeligste udgivelser.

2012 er blevet brugt til at indspille det 11. album med Burnin Red Ivanhoe. Under titlen ”BRI” udsendes det til marts. Titlen er valgt med omhu: Aldrig har det været så meget Burnin, som det er på disse otte nye dansksprogede sange og to instrumentale stykker. Der gribes dybt i Ivanhoes sjæl og historik og spilles med overbevisning og indlevelse.

Med sange som ”Ivanhoe i Brøndbyerne”, ”Tingel-tangel manden” og ”Gong-Gong, the Elephant song” på programmet spiller Burnin Red Ivanhoe sig lige ind i tre danske generationers musikalske hjerter. Fælles for alle Burnin-job er – udover dette nu klassiske sæt sange – stor spilleglæde, musikalsk slagkraft, opfindsomhed, mærkelige instrumenter og et uberegneligt sceneshow.