Dan Baird & Homemade Sin (US)

danbaird

Ståpladser
250,- DKK + gebyr i forsalg
275,- DKK i døren
Køb billetter her (via Ticketmaster)… Eller på Café 5øren

Kridt boogie-danseskoene. Den gamle Georgia Satellites-mand, Dan Baird, vender nemlig tilbage til Amager Bio, og dét med sit solidt rockende backingband, Homemade Sin: “Tre akkorder og en støvsky”, som Baird selv beskriver det.

Homemade Sin tæller to andre ex-Georgia Satellites-herrer, nemlig bassist Keith Christopher og trommeslager Mauro Magellan samt guitarist Warner E. Hodges, der også turnerer med Jason & The Scorchers.

Og så er der Baird selv, der var hjernen bag Georgia Satellites’ selvbetitlede album fra 1986, samt ikke mindst storhittet “Keep Your Hands to Yourself”, indtil han i 1990 forlod foretagendet for at tage hul på sin solokarriere.

Han debuterede som solist i 1992 med albummet “Love Songs for the Hearing Impaired” med singlen “I Love You Period”. Men skruede kort efter ned for sangskrivningen og begyndte en karriere som eftertragtet producer, men omkring årtusindeskiftet, begyndte det igen at krible i fingrene.

Baird blev del af supergruppen The Yayhoos med Keith Christopher fra Bairds eget soloband, Eric Ambel fra Joan Jetts The Blackhearts og trommeslager Terry Anderson (The Woodpeckers), som gennemførte en række succesfulde turnéer.

I 2008 samlede Baird så endelig Homemade Sin, som han straks indspillede et album med og begyndte at turnére. Med tre tidligere Georgia Satellites-medlemmer i gruppen er det umuligt ikke at trække paralleller til det legendariske bands lyd.